Eller om at tale om sig selv i en konfliktløsningssituation
I går eftermiddags var jeg omkring City Vest ved Gellerup.
Da jeg bagefter forsigtigt bakker ud af min bås på parkeringspladsen, når jeg lige akkurat at rette min bil op, men jeg er stadig noget langt ovre i venstre side, da en bil kommer kørende mod mig med al for højt fart til en parkeringsplads. Jeg bliver forskrækket og direkte bange, da føreren af bilen fortsætter med næsten samme fart og presser den ind mellem mig og rækken af parkerede biler på min venstre hånd. Han griner og morer sig synligt. I et glimt når jeg også at blive vred.
Nu drejer jeg ind i båsen igen, bakker og kører i den modsatte retning efter ham. Han standser ved Døgnposten, hvor han skal hente noget, så jeg parkerer min bil midt i det hele, står ud af den og går hen til ham. Han er ung, han er mørkhåret med brune øje, og skal vi ikke bare sige relativt veltrænet? Jeg er 167 høj og temmelig spinkel.
Kontakt
Jeg ved, der er dynamit i det her. Mennesker der opfører sig sådan bærer ofte på megen smerte. Når man må puste sig op for at kunne være her i verden, er der noget i vejen. Så jeg henvender mig afdæmpet men med fasthed, og jeg taler om mig selv: “Jeg vil gerne sige til dig, at jeg blev så bange for det der, at jeg stadig ryster over det hele”. Han kan se, at det er rigtigt, men han ignorerer mig og fortsætter med det, han er i gang med.
“Jeg blev så bange, at jeg rent faktisk er farlig for andre mennesker i trafikken”. Han ignorerer mig fortsat. “Grunden til, at jeg blev så bange, er, at jeg for 8 år siden var ude for en alvorlig trafikulykke. Pga. en, der kørte ligesom dig, var jeg så tæt på at køre frontalt ind i en lastbil, og min bil blev klippet over i 2 dele”. Med fingrene viser jeg ca. 1 cm., og nu skuler han lidt over imod mig uden at vende sig og se direkte på mig.
“Derfor kan jeg ikke arbejde i dag, og min krop kan huske, hvad der skete, så derfor bliver jeg ekstra forskrækket”.
Han fumler noget med at få sin post ud, og det fungerer ikke rigtigt for ham, men han prøver at koncentrere sig om det, så nu spørger jeg: “Betyder det noget for dig, det jeg fortæller, om at jeg blev så bange?”
Endelig kigger han direkte på mig, og han siger for første gang noget: “Selvfølgelig gør det det. Jeg er jo ikke uden følelser!”
Jeg kan nu tydeligt se, at han er berørt, så det bliver jeg også. Jeg kommer også i kontakt med en omsorg for ham, og jeg siger: “Nej. Det tænkte jeg, men jeg kunne jo ikke se det på dig. Det var det her, jeg ville.” Han siger bare en lille bekræftende lyd.
Nu er jeg færdig. Jeg har gjort det, jeg havde brug for, og nu kommer så en ny impuls. Mens jeg går, lægger jeg spontant ganske let ydersiden af to fingre på ærmet af hans T-shirt, der sidder omkring en vældig stor overarm, og siger “Hav det godt!”. Han nikker og mumler lidt. Jeg må lige sige til en kvinde, der gerne vil forbi med sin bil, at jeg nok skal flytte min nu.
Jeg gør den slags for min egen skyld. For at jeg kan have det godt.
Jeg kørte sikkert hjem med et smil på læben. Min krop var faldet til ro. Det, der helt sikkert ville være blevet til anspændthed, måske til indebrændt had og siden måske endda til racisme, blev i stedet til fred i mit sind og glæde over et menneskeligt møde, der kunne mærkes i hele min krop.
Det er altid kontakten, der heler. Om ikke andet, så kontakten til os selv.
Note om racisme 27/11 2020
Indlægget har været postet på Facebook, og nogen har reageret på, at jeg skriver, at hændelsen kunne have sat sig som racisme. Det skriver jeg, fordi vores samfund desværre i høj grad er præget af strukturel racisme – dvs. racismen præger vores forestillinger, vaner og tænkning i så høj grad, at vi dårligt lægger mærke til den. Både majoritetsbefolkningen og minoriteterne har internaliseret den. Derfor kræver det opmærksomhed at skille sig fra den.
Et væsentligt element i racisme er generalisering og negativ tænkningom “de andre”. Andetgørelse (othering), og havde jeg ikke været opmærksom kunne selv jeg, som har været optaget af racisme, siden jeg var teenager, været kommet til at generalisere: “Det er også de mørklødede “ikke vestlige” unge mænd. De har ingen respekt for andre mennesker”.
Det er selvfølgelig ikke korrekt, og jeg vælger i stedet at insistere på kontakt med et andet menneske – et subjekt, et individ.
Raceprofileringen er ikke bare strukturel. Den er også i kraft af lovgivning institutionel, og de unge, den rammer, er selvklart i forsvar.
Kontakten bliver derfor sandsynligvis helende for os begge.
