Læserbrev i Skræppebladet – kommentar til Gert Bjerregaard, tidl. rådmand for Venstre:
Kære Gert Bjerregaard
Du har et debatindlæg i Skræppebladets septembernummer.
Her svarer du på et tidligere indlæg af Johanne Heilskov, hvori hun argumenterer for, at beboersammensætningen i Gellerup skal ændres, og at dette bl.a. skal foregå ved at indføre racediskrimination.
Vi noterer os, at du erklærer dig ”ganske enig” i hendes synspunkter vedr. ændring af beboersammensætningen, uden at du lægger afstand til det forslag, at ”fremmede” ikke skal have adgang til at bosætte sig i Gellerupparken.
I stedet argumenterer du på sædvanlig vis for, at der skal ske en udtynding og spredning af de nuværende beboere, at dette skal foregå ved nedlæggelse af almene boliger herunder nedrivning og salg, og at det nu kommer til at ske med Helhedsplanen.
Set i lyset af, at du og dit parti samtidig ikke ønsker, at der skal bygges en moské i Gellerup-området, idet I argumenterer med, at dette er i modstrid med målet for Helhedsplanen, vil vi gerne bede dig svare helt konkret på følgende:
Mener du og Venstre, at sociale problemer, som dem vi har i Gellerup, har en sammenhæng med race, etnicitet og/eller religion? Og i så fald: På hvilken måde?
På hvilken måde mener du og Venstre at det, at Gellerup får et smukt og værdigt bedehus for muslimer og et åbent kulturcenter, er en hindring for, at området udvikler fra at være et monofunktionelt boligområde til en multifunktionel, aktiv og attraktiv bydel?
Vi står for et åbent, mangfoldigt og levende Gellerup i vækst. Vi ser frem til, at der kommer til at ske en ny udvikling i vores område, og vi glæder os til, at mange flere århusianere vil komme til at nyde godt af og bidrage til den store kulturelle rigdom, som Gellerup bærer præg af.
Vi ser frem til dit svar.
Med venlig hilsen
Pia Bjerre Christensen
Camilla Maria Løvhøj
Gert Bjerregaards svar kan læses i kommentaren herunder.
Vores svar til ham kan læses her.
Dette indlæg kan læses i Skræppebladet her.
Gert Bjerregaards oprindelige indlæg i Skræppebladet kan læses her.
Kære Pia Bjerre Christensen og Camilla Maria Løvhøj
I et debatindlæg i dette nummer af Skræppebladet tager I mig til indtægt for et argument om, at mennesker, som en mig i øvrigt ukendt læserbrevsskribent har betegnet som ”fremmede”, ikke skal have adgang til at bosætte sig i Gellerupparken.
At skyde mig den holdning i skoene er ikke alene useriøst – intet kunne ligge mig fjernere end et sådan forbud. Det er også polemik af værste skuffe at fordreje mit indlæg derhen. At føre den fantastisk vigtige debat om Gellerups fremtid ned på det niveau – det bidrager jeg ikke til.
Derfor skal jeg her alene konstatere, at vi i Venstre sammen med et bredt flertal i byrådet går ind for helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj, som efter vores mening udstikker den rette kurs.
Hvad angår placeringen af en moské i Århus har vi peget på, at vi ikke mener, den rigtige placering er i Gellerup. Det vil efter vores mening bidrage til dannelsen af et parallelsamfund, men vi ser gerne en moské placeret et andet sted i Århus.
Men jeg håber da – uden at blive draget til ansvar for resten af jeres indlæg – at kunne få lov til erklære mig enig i jeres glæde over udsigten til ny udvikling i Gellerup, som mange århusianere vil få fornøjelse af.
Venlig hilsen
Gert Bjerregaard
Svar her:
https://www.gellerup-inspiration.dk/helhedsplan-moske/