Dommere og tørklæder
Da jeg her til morgen kastede et blik på min blog og så overskriften fra i går ”DF er antimuslimsk”, kunne jeg ikke sige mig helt fri for en snert af bondeanger: Måske er det lige groft nok? Måske er det at gå over stregen at beskylde et dog demokratisk parti for den slags?
Tænk hvis der havde stået: DF er antijødisk!
Eller tænk, hvis Kristian Thulesen Dahl havde sagt: På mange stræk er vi antijødiske!
Men den er god nok. Det er ikke noget, jeg har fundet på. Vi HAR sådan et parti i Danmark…
Og det stopper ikke her. Efter at regeringen pludselig meget, meget hurtigt fik afsluttet arbejdet i det hurtigtarbejdende udvalgt ovenpå Birthe Rønne Horbechs kronik og kom ud med et lovforslag om dress code for dommere, der ikke tillader tørklæder, er DF på banen igen. Med kritik!
»Når regeringen tænker sig om, så kan de også godt se, at de dommere, som er lige så meget dommere som de juridiske dommere, nemlig nævninge og domsmænd også bør omfattes af et forslag, som det her. Fordi for dem som deltager i retsagen er det jo ligegyldigt, om der er tale om den juridiske dommer, eller der er tale om nævninge og domsmænd«” fastslår Peter Skaarup (DF). (Her).
Og det har han da ret i!
Det (lovforslaget) skal »sikre neutralitet og værdighed omkring dommerembedet. Dermed føler vi, at vi sikrer borgerne, at de får en neutral og upartisk behandling ved domstolene«, siger Lene Espersen. (her) (Min fremhævning).
Hvis det, at man ikke kan SE, at en dommer er muslim, er det, der SIKRER, at borgerne får en neutral og upartisk behandling ved domstolene, så må det vel gælde i alle instanser?
Men man kan selvfølgelig også hævde, at det er urimeligt at tage logiske forbehold overfor et lovforslag, der er baseret på regeringens følelser…!
Se i øvrigt Rune Engelbreths skarpe blogindlæg d.d. her.