Det er en af disse sommeraftener, hvor mine tanker og følelser buldrer af sted. Der har i løbet af dagen været så meget tryk på, at jeg indimellem har befundet mig på grænsen af stivnet afmagt. Dæmoniseringen og dehumaniseringen af muslimer i medier og politik er overvældende.
Hvis jeg kunne, løb jeg 10 km. Jeg griber i stedet mine stavgangstænger og bevæger mig ud i Parken. Bevægelsen gør godt. De sidste solstrejf, fuglesang, børns leg og kvinder i ro og balance gør også godt. Jeg hører til her. Løsner op og mærker igen.
Jeg er nu næsten hjemme og bevæger mig op ad bakken på stien ved Gudrunsvej. Et stykke fremme står en større knægt, som jeg ikke kender, bøjet over en mindre drengs omvendte cykel. Han er fordybet i at sætte kæden på. Her er der tradition for, at de store tager sig af de små. Der breder sig en varme og en glæde i mig, og jeg udbryder spontant: ”Hvor ser det dejligt ud!”. Continue reading Så du smerten Nicolai?
