Hvad sker der med dig Danmark?

irakiske-flygtning-i-syrien.jpg

Der er nogle dage, hvor jeg egentlig har lyst til at skrive et indlæg men ender med bare at side og stirre ud i luften. Målløs og rystet over, at det virkelig står så slemt til i Danmark.

Sådan en dag er det i dag.

Ca. 320 irakiske flygtninge sidder, for nu bare at sige det, som det er, og rådner op i danske asylcentre. Og de skal bare hjem skal de – sådan nogle bekvemmelighedsnassere!

Den eneste grund til, at irakerne stadig opholder sig i Danmark er, at de nægter at acceptere dansk lov og de danske myndigheders afslag på asyl, siger regeringspolitikere, DF´ere og socialdemokrater i kor.

Så er det da underligt, at der er ca. 4 millioner irakiske flygtninge, og at de fleste lever under vilkår som på billedet øverst. Det er tyvstjålet fra DR´s hjemmeside og er fra en FN-lejr i Syrien. Bekvemmelighed?

I øvrigt er mange rejst ”frivilligt” og mange af dem, er ikke taget til Irak men til lande i Mellemøsten f.eks. Syrien (her). Bekvemmelighed?

Og så er der altså stadig en ting, jeg ikke forstår: Hvis de ansvarlige politikere var så aldeles sikre på, at det var sikkert at sende flygtningene hjem, hvorfor i alverden sætter vi dem så ikke bare på et fly eskorteret af politiet? Hvorfor skal der være en hjemsendelsesaftale?

I forbindelse med folketingsvalget sidste efterår, hvor det her emne fyldte meget i debatten, gennemtrævlede jeg Internettet i et forsøg på at forstå logikken. Det tætteste jeg kom på et svar, var en udmelding fra Dansk Flygtningehjælp, som jeg til sidst ringede til: De kommer sandsynligvis slet ikke ind… Jamen? Kan nogen så forklare mig det? Hvordan kan man være sikker i et land, som slet ikke vil tage imod en?

Men ret skal være ret. Og lever man ikke op til de danske regler for, hvornår man er flygtning, ja så er man ikke flygtning! Uanset at man er en blandt 4 millioner. Punktum.

Så mens vi stadig går og venter på, at irakerne skal tage sig sammen til at lave en aftale om modtagelse af 320 fysisk og psykisk nedbrudte børn og voksne, og mens endnu en international rapport kritiserer den danske asylpolitik og fastslår, at den er enestående i Europa (her), er børn der måske er født i Danmark og har boet her i 5 – 8 år blevet så danske, at de dårligt mestrer deres modersmål (det skriver Ritzau i dag).

irakisk-pige-i-sandholm.jpg

Og ikke nok med det. Haderetorikken har nået nye højder. Det er fuldstændigt legalt at håne nedbrudte mennesker, der er på flugt for deres liv, og min stavekontrol accepterer uden videre ordet ”bekvemmelighedsnasser”.

Hvad sker der med dig Danmark? Kan vi efterhånden snart se os selv og hinanden i øjnene?

One thought on “Hvad sker der med dig Danmark?”

Comments are closed.