DSAM (Dansk Selskab for Almen Medicin) valgte i efteråret 2011 at sende udkastet til vejledning i offentlig høring, og jeg kæmpede mig igennem et høringssvar:
Undertegnede er førtidspensionist efter en whiplash-skade i 2004. Jeg repræsenterer ingen andre end mig selv.
Grundlaget
Jeg finder, at udkastet til DSAMs nye vejledning vedr. de såkaldte funktionelle lidelser er grandiost i sit udgangspunkt: Det, den danske lægestand i almindelighed ikke ved, ikke ønsker at hente yderligere information om, at udforske eller forholde sig undersøgende og åbent til – eksisterer ikke.
Forslaget til vejledning udtrykker endvidere en absolut tænkning, der ikke blot underkender hidtidige diagnoser men også patientens oplevelser, erfaringer og kendskab til egen krop og psyke samt årtiers praksiserfaring, international forskning og placebokontrollerede forsøg og studier.
Således bliver udkommet totalitært: Afvigende synspunkter tåles ikke af de læger, der har magt over patienterne. Magt til at afvise, at vi bliver ordentligt undersøgt og udredt, magt til at afvise, at vi får den behandling, den medicin og det rum til at blive raske eller få det bedre, vi har brug for, og magt til at diagnosticere os med psykiske lidelser.
Et enkelt eksempel på denne totalitære magtfuldkommenhed er blot, at den patient, der aviser at indtage psykofarmaka, eller på egen hånd har indhentet information om sin lidelse, som lægen ikke er i besiddelse af, herved bidrager til at stille diagnosen ”helbredsangst” (s. 12).
Dette hører til i et andet århundrede – og det hører ikke til i et demokrati!
Den grandiose og absolutte tænkning kommer tydeligt til udtryk i afsnittet om diagnosticering:
”HVOR SIKKER KAN JEG VÆRE PÅ, AT DER ER TALE OM EN FUNKTIONEL LIDELSE?
Hos patienter, som henvender sig med mere end 6 legemlige symptomer for kvinder og mindst 4 legemlige symptomer for mænd, vil tilstanden i 75 % af henvendelserne være uden biomedicinsk forklaring (4).” (s. 11).
Dette er sproglig manipulation! Der gives ingen direkte svar på det stillede spørgsmål, men af konteksten fremgår det, at den praktiserende læge kan være 75 % sikker på, at den mandlige patient med mere end 4 symptomer og den kvindelige med mere end 6 har en såkaldt funktionel lidelse.
At tilstanden er ”uden biomedicinsk forklaring”, er endvidere indholdsmæssig manipulation. Der er tale om et synspunkt! Det synspunkt, at ”Det vi indtil videre ikke har kunnet forklare, findes der ingen anden forklaring på end den, at patienten har en psykisk lidelse”.
Ydermere bliver antagelsen selvbekræftende, idet forslaget til vejledning direkte advarer de praktiserende læger om at foretage andet end ”standartundersøgelser”.
Til sammenligning går jeg ud fra, at der f.eks. var mennesker, der døde af cancer eller diabetes, før vi kendte den biomedicinske forklaring, og der vil komme generationer efter os, der på alle livets områder, vil vide langt, langt mere, end vi gør i dag. Dette er en del af at være menneske. Dette er et vilkår, som ingen kan undsige sig fra.
Konsekvenser
Med dette forslag lægger DSAM altså op til at vejlede de praktiserende læger i at kategorisere vi patienter på baggrund af den nuværende naturligt begrænsede viden, manglende vilje til udsyn og åbenhed samt manglende vilje til at implementere såvel årtiers klinisk erfaring som anerkendt forskning.
Og konsekvenserne og risikoen er omfattende. Her blot nogle af dem, der står tydeligst for mig:
- Patienter afskæres fra at få deres somatiske lidelse ordentligt undersøgt og behandlet, sådan at vi kan få det bedre eller blive helt raske. Det er skidt for samfundsøkonomien, og det er katastrofalt for patienterne
- Sygdomsforværring. Som utallige andre blev jeg pga. begrænsning i muligheden for sygemelding efter min skade tvunget til aktivitet, der gjorde langvarig og måske livsvarig skade på min krop
- Uopdagede alvorlige og måske livstruende sygdomme. Hvordan har man fundet frem til, at diagnosen af en organisk lidelse ”kun” forsinkes i 4 % af tilfældene (s. 13)? Jeg tæller ikke med i den statistik og måtte således gennem adskillige foredrag om mit ”særlige forhold” til smerter, før jeg kunne få en henvisning til gynækolog. Det viste sig, at jeg bl.a. havde en meget stor cyste på min ene æggestok. Det kunne have været cancer! Og er 4 % i øvrigt acceptabelt i de tilfælde?
- Diskrimination. Patienter med mere end 4 eller 6 symptomer bliver afskåret fra at få samme behandling i sundhedssystemet som andre brugere. Eksempelvis har jeg for nylig, bl.a. fordi forslaget til vejledningen ofte allerede er gældende praksis, fået fortaget min første blodprøve hos praktiserende læge i 7 år. Mit levertal er forhøjet, og jeg antager, at det jo er fordi det vil ”skade mig” at blive yderligere undersøgt, at lægens reaktion er udeblevet? Jeg antager, at det er af samme grund, at ingen læge i det etablerede sundhedssystem endnu har reageret på, at jeg har været kronisk subfebril i næsten 1 år? Og vender jeg selv tilbage, har jeg udvist mindst 1 symptom på helbredsangst!
- Traumatisering. Gentagen årelang ”stoisk” voldstolkning af syge og derfor udsatte mennesker foretaget af mennesker med magt over patienternes liv, kan være direkte traumatiserende. Og dét kan man blive syg af! Jeg antager desuden, at det kan afholde mange fra at gå til læge. I hvert fald er det ødelæggende, når man igen og igen ikke bliver set, hørt og forstået, men i stedet voldstolket, afskåret fra at få hjælp og tvunget til ved fysisk aktivitet at gøre skade på sig selv
Alternativet?
Jeg vender mig således kraftig imod selve grundlaget for dette forslag til vejledning, dets konsekvenser for patienterne (og samfundsøkonomien) samt forslagets anvisning af behandling.
Som psykoterapeut, der har mange timers egenterapi bag mig, er jeg inderligt optaget af sammenhængen mellem krop og psyke, og jeg ved, at et terapeutisk forløb, som det enkelte menneske selv ønsker, kan frigøre store selvhelbredende kræfter. Vi ved f.eks. også, at gammel indebrændt sorg, indestængt vrede eller uforløste traumer skaber ravage, og jeg betragter mennesket som et hele.
Det synspunkt, at psykoterapi og psykofarmaka skulle kunne helbrede cancer, diverse gigtlidelser, hjertekarsygdomme, diabetes m.v. er imidlertid noget uvidenskabeligt og udokumenteret, og at det samme ikke skulle gøre sig gældende ved ME/CFS, fibromyalgi, whiplashsyndrom m.v., bygger altså alene på den antagelse, at det, vi endnu ikke kan afdække fuldt og helt, altså ikke eksisterer.
Hvis mit relæ er slået fra, og jeg ikke kan finde den eller de løse forbindelser, overbelastninger eller korsslutninger, så ringer jeg efter en elektriker. Hvis elektrikeren gennemgår huset for så at konstatere, at der ikke er noget i vejen, så vil han, hvis han gerne vil have flere kunder, nok ikke fastholde den påstand, hvis hverken han eller jeg kan tænde lyset? Jeg ville i hvert fald ringe efter en ny – og det gør mig hverken til helbredsangst eller mørkeræd!
En eksempelvis kronisk infektionsramt, overbelastet, ”korssluttet” eller udbrændt krop, er en syg krop. En somatisk syg krop, der meget, meget vel kan udvise noget mere end 4 eller 6 symptomer.
Og dette gælder jo uanset, om de underliggende faktorer er f.eks. psykosociale, genetiske, arbejds- og miljømæssige skader eller en kombination af disse, det gælder uanset om den udløsende faktor er en infektionssygdom, en trafikulykke, et dødsfald eller en skilsmisse, og det gælder uanset om sygdommen er kommet snigende eller den er brudt ud efter en enkeltstående hændelse.
Ved at udvide sin horisont vil man meget let kunne få øje på forskning og omfattende erfaring, der peger på, at dette kan vedrøre alt fra mitokondriedysfunktion over et dysfunktionelt immunforsvar til dysfunktion i hormonsystemet.
Intet af dette kan helbredes ved psykoterapi alene. I så fald ville f.eks. jeg, der har udtalelser fra såvel en psykiatrisk afdeling på et sygehus og en psykolog, der dokumenterer, at jeg ingen psykisk lidelse har, være meget, meget rask efter al min egenterapi, og i så fald ville vi jo kunne skifte alle vores læger ud med psykologer og terapeuter eller efteruddanne dem alle til psykiatere med terapi som speciale.
I øvrigt er såkaldt terapi, der ikke anerkender men underkender klientens egen erfaring og det, han/hun mærker på egen krop, ikke terapi men overgreb.
Det bør den danske lægestand efter min bedste overbevisning ikke praktisere som eneste behandlingsmulighed for alvorligt syge mennesker.
Jeg ser derfor ingen anden mulighed, end at hele dette forslag tages af bordet og at hele dets udgangspunkt fornys.
Det er på høje tid at vi i Danmark åbner øjnene for omverdenen. At vi sætter os som mål at tilegne os ny viden på hele dette område, at vi begynder at tage ved lære af den enorme praksiserfaring der findes både her i landet og internationalt, og at vi kommer ud af vores selvtilstrækkelighed og begynder at interessere os for den omfattende internationale forskning, der rent faktisk er tilgængelig. Det bør der afsættes ressourcer til.
Endvidere mener jeg, at de praktiserende læger frem for at blive vejledt til at være stoiske i deres skråsikkerhed, bør vejledes i at være anerkendende og lydhøre og sammen med patienten forholde sig undersøgende og åbent til hans eller hendes sygdom.
Det er en ærlig sag ikke at kunne helbrede en patient, og det er ingen skam at være uvidende. Sådan er menneskelivet.
Men det er en skam at tørre sin egen naturligt begrænsede viden af på patienten og bruge sin magt til at definere ham/hende, gøre ham/hende til noget andet, end det, vi er, at risikere at fastholde os i sygdom, at vores tilstand forværres, at vi får andre uopdagede sygdomme, at diskriminere og at afskære mennesker fra at blive ordentligt undersøgt og få en kvalificeret behandling.
Det er skammeligt ikke mindst, når patientforeninger, læger, andre behandlere, forskere og enkeltpersoner i mange år har råbt op om, at der findes anden viden og andre tilgange end den, der er defineret af en mindre gruppe dominerende danske forskere.
Om igen DSAM. Det her kan vi ikke være bekendt!
Pia Bjerre Christensen
