Lige nu har jeg ud over de sædvanlige smerter i hele kroppen et hold i nakken. Det er ikke usædvanligt. Min daglige fysiske tilstand svinger mellem træt og udmattet, jeg har ofte hovedpine og har svært ved at koncentrere mig, og det er slut med at multitaske.
Min dagligdag er en balancegang mellem alt det, jeg gerne vil og brænder for at gøre, og det jeg kan: Skal jeg handle f.eks. kan jeg ikke være sikker på, at jeg kan mere dén dag – og “aktiviteter” som denne lægger jeg derfor på andre dage en dem, hvor jeg f.eks. skal til møde.
Jeg laver således alle aftaler med forbehold for min “dagsform”, og at skabe et godt og meningsfuldt liv, hvor jeg også har mulighed for at virke, for at bidrage til fællesskabet, som er et meget stort behov, er fortsat en øvelse, men jeg kan og vil ikke leve foruden… Derfor er jeg, som jeg skriver i min præsentation, lykkelig for, at jeg igen har fundet kræfter til frivilligt arbejde – både det, der opstår spontant og det, der er planlagt.
I Gellerupparken er der blevet indført kombineret udlejning, som er et pænere udtryk for, at folk på kontanthjælp og starthjælp ikke kan få lov at flytte ind, og nu vil Rådmand og borgmesterkandidat Gert Bjerregaard have loven lavet om, så han kan tage førtidspensionisterne med i købet. Vi er uønskede her!
Ærligt talt Gert: Pas nu på, at du ikke smider barnet ud med badevandet!
Vist! Jeg er svækket! Men derfra og så til, at jeg skulle være en belastning for området? Også jeg har noget at bidrage med!
Måske “tusser jeg rundt” en hel formiddag eller skriver et indlæg her for så at tage til et møde, hvor jeg giver, det jeg har, og ligger mig bagefter…
Måske møder jeg nogle børn på min vej, som lige skal spørge om dette eller hint eller er klar til at lave en snemand…
Måske dumper nogle børn lige ind på vej hjem fra skole, fordi de har brug for en god voksenkontakt…
Måske kalder en familie på mig, fordi de står midt i en krise…
Måske ringer nogle unge på min dør, fordi de har et problem…
Måske skal naboen lige have hjælp til at forstå et brev fra en skole eller en institution…
Og jeg er ikke den eneste! Måske er for mange med flygtninge- indvandrerbaggrund er blevet parkeret på førstidspension her i kommunen – og mange er blevet direkte traumatiseret på deres vej gennem systemet. Men også de har noget at bidrage med!
Det forunderlige er blot, at på vejen gennem systemet, som for manges vedkommende kan tage mere end 10 – 15 år, bliver man udsat for alverdens tiltag og direkte trusler på sin eksistens uanset, at man f.eks. skal forsørge fire børn – og når man så har fået sin pension, så får man ikke så meget som et eneste tilbud og skal undersøge alle muligheder selv:
Ingen orientering om kurser, muligheder for deltagelse i frivilligt arbejde, muligheder for skånejob m.v.
Så må jeg endnu engang bede om, at der iværksættes tiltag, der inkluderer samfundets udstødte fremfor igen at dømme: “Klip, du er ude!”
Lad os få flere pensionister til Gellerup – og lad os gøre bedre brug af dem, vi har!
