Et gammelt folkeeventyr fortæller, at en mand der en dag var ude at fiske fangede en gedde. Han blev så glad, så glad og besluttede, at han ville gøre gedden til noget helt specielt. Hvis det nu bare kunne lykkes?
”Den må kunne blive til et landdyr”, tænkte han. Og så puttede han gedden ned i en vandpyt og fjernede hver dag lidt af vandet.
Gedden BLEV til et landdyr, og manden tænkte, at så måtte den kunne blive til mere endnu… Nu lærte han den at gå! Han var så kisteglad for sin lærling, som fulgte ham overalt og var trofast som en hund.
Men så skete der noget. En aften hvor manden var ude at gå og gedden som sædvanligt fulgte efter ham, kom de til en grøft med vand. Manden hoppede let over, men gedden var uheldig at plumpe i – og fordi den jo havde glemt at svømme, druknede den.
Død eller levende? Hel eller halv?
Og sådan er det! Når vi skaber andre i vores eget billede (og hvem har egentlig også givet os ret til det?), ja så dør de. Måske ikke sådan helt bogstaveligt men indeni. Det gælder vores børn, vores kærester og ægtefæller, vores nærmeste i det hele taget.
Det gælder også i det store billede, det gælder også vores nye medborgere.
Og fordi de færreste sådan uden videre vil lade sig slå ihjel i betydningen blive en anden og opgive at være den man er, vil udslette sin historie, sin identitet og sin integritet – ja så vækker det modstand, når vi kræver assimilation og forsøger at skabe andre i vores eget billede.
Nogen forsøger at overleve ved at efterkomme kravene. De bliver sommetider mere danske end danskerne.
Men de fleste forskanser sig, beskytter sig, og desto mere vi mobber, hetzer, håner og fordømmer, desto større beskyttelse er der brug for, og desto mere modtryk opstår der.
Men uanset om man vælger et eller to, vil man aldrig blive hel. Man har mistet en del af sig selv.
Vælger man det første, har man mistet den del, som er selve fundamentet og uden det, bliver man rodløs. Forpint allerinderst inde og må bruge mange kræfter på at være god nok.
Vi kender det alle sammen i et eller andet omfang: Tvivlen på, om vi nu er gode nok som dem, vi i virkeligheden er og bestræbelserne på at blive elskværdige nok til at have en plads her i verden.
Vælger man det andet, har man mistet den del, der handler om livet her og nu og fremtiden. Mistet den del, der er dansk. Mistet muligheden for at vokse og udvikle sig som menneske i naturlig og gensidig påvirkning og vekselvirkning med omgivelserne, SOM man er. Man bliver ortodoks og fastlåst og begynder at vogte på hinanden. Det er nødvendigt, for at opretholde status quo – og for at holde sammen på sig selv.
Det kender vi også alle sammen i en eller anden form her i Jantelovsdanmark: ”Nu skal du ikke komme for godt i gang!”. Sådan reagerer vi ofte, når vi føler os truet eller gjort små.
At forblive hel
Der er kun en mulighed for at forblive hel! Nemlig den, at forblive at være SIG, at være tro overfor hvem man er og sine rødder, at lære sig selv bedre at kende – for det er selve fundamentet for, at man kan rumme og bære alt det nye, udvikle sig, vokse, tage del og bidrage.
Derfor er min erfaring og oplevelse gennem nu 15 år da også at de, der har ro, værdighed og afklarethed i forhold til hvem de er og hvad de kommer af og fra, lige netop er dem, der er allermest åbne og givende i forhold til Danmark, danskhed og danskere!
Det kan vi hæmme eller fremme.
Vi kan fortsætte som nu og bygge murene tykkere og grave grøfterne dybere, og vi vil se mere isolation, mere forskansning og flere brændende containere.
Men vi kan også tage vores ansvar på os, som dem der har overskuddet, åbne op og inkludere – i det politiske liv, i medierne, i skolerne og institutionerne, på arbejdspladsen eller i bussen, når vi møder en mørkhåret knægt eller en tørklædeklædt kvinde. Et smil rækker langt!
Og når VI ved, hvem VI er, behøver vi nemlig ikke, at give køb på os selv… Vi behøver heller ikke, at lave os om til landdyr eller noget som helst andet.
Når vi kan stå ved os selv, bliver også vi mere åbne!
Postet første gang på Stiftenblog d. 11/4 2008. Redigeret 25/7 2010.
Læs mere om personlig udvikling og forandring
