Uhensigtsmæssige handlinger kan ikke accepteres, men!

Jeg lever endnu! Sådan da… Blot har jeg haft alt for meget om ørerne og ingen tid til min blog 🙁

I stedet poster jeg her et indlæg af Ahmet Demir, som er aktuelt i forbindelse med begivenhederne i mit lokalområde og Karen Jespersens fremturen vedr. afstraffelse af forældre, som er i afmagt overfor deres børn og unge.

Lige om lidt drager jeg på kursus, så jeg får desværre ikke tid til at kommentere. God læselyst!

Bragt i Dknyt (23/10/08)
Af Ahmet Demir

Forleden var vi vidner til, at 12-14-årige børn satte ild til en børneinstitution i Gellerup ved Århus.

Det tager jeg selvfølgelig stærk afstand fra, men … der er mange forklaringer på, hvorfor børn begår så grove handlinger. Jeg kender ikke de fire involverede, men ud fra mange års arbejde med marginaliserede børn vil jeg fastholde, at ingen forældre, jeg har mødt, har været stolte af deres børns uhensigtsmæssige adfærd.

Forældrene ved ikke, hvad de skal gøre. De gemmer sig, har det ad helvede til og ved ikke, hvad de skal sige til myndighederne. Skal forældrene så lades i fred, og vi andre på overarbejde? Nej, på ingen måde! Forældrene føler måske afmagt, men vil egentlig gerne tage ansvar, og de ønsker velfungerende børn.

Nogle forældre har imidlertid svært ved at magte deres børn og unge, og de føler det som en stor skam. Derfor kan de ikke få sig selv til fx at bede de sociale myndigheder om den nødvendige hjælp.

Kollektiv afstraffelse

I forbindelse med de fire børns handlinger har den lokale boligforening og myndighedspersoner udvist umenneskelige reaktioner over for de fire børns familier. Boligselskabet vil arbejde på at smide familierne ud, og myndighederne vil fx stoppe økonomiske ydelser.

Jeg respekterer synspunkterne, men er ikke enig. Nogle forældre magter ikke at tage det fulde ansvar for deres børns udvikling; måske fordi de slås med sociale, kulturelle, psykiske eller økonomiske problemer. De offentlige udmeldinger signalerer endnu en gang, at forældrene er uduelige, og hvis nogen tror, uduelighedsfølelse hjælper forældrene, tager de efter min mening grundigt fejl.

De fire børn kan have både store og små søskende. Forestil jer, at familien bliver sat på gaden. Hvad gør det ved familiens yngste? Med vores reaktion skaber vi dårlige vilkår for de små og hælder benzin på bålet i forhold til de store søskende. De opfatter, at samfundet er imod dem, og pga. den kollektive straf vil nogen af de store søskende muligvis vende samfundet ryggen.

Ønsker vi det? Ikke jeg! Jeg ønsker, at forældre, professionelle og frivillige i lokalområdet går sammen om forebyggende arbejde.

Hvordan forebygges skræmmende handlinger?
Tiden er ikke til flere udmeldinger i det offentlige rum. Jeg opfordrer forældre, myndigheder og boligafdelinger til snarest at gå i dialog og arbejde på at finde løsninger på følgende:

• Hvilke behov skal forældrene have dækket, før de kan tage forældreansvar? Jeg har gode erfaringer med, at jeg sammen med de sociale myndigheder finder konkrete tilbud til forældrene, fx oplysning om risikoen for deres børn. Forældrene skal indse, at de må udvikle nye kompetencer for at støtte deres børn og skabe bedre livsvilkår. De sociale myndigheder kan hjælpe forældrene med udviklingen. Dette bør gøres målrettet og fremadrettet!

• Professionelle med daglig kontakt til børn, unge og familier skal konstant trænes med supervision og efteruddannelse, fx med henblik på at reagere på signaler og i samarbejde med forældrene udvikle effektive pædagogiske metoder.

• Den lokale boligforening skal bidrage aktivt til løsninger i lokalmiljøet. Fx kunne lokale beboere udføre gadearbejde i samarbejde med professionelle, hvor de professionelle har det overordnede ansvar, og de lokale en sekundær funktion. Jeg har god erfaring med den slags samarbejde.

Vi skal selvfølgelig reagere på uhensigtsmæssig adfærd, men vi skal ikke straffe familierne. Jeg er tilhænger af humane holdninger og handlinger, hvor man tror på og finder det positive ved familien, så et intensivt samarbejde mellem forældre og professionelle minimerer børnenes grove handlinger.

Det grundlæggende problem er efter min mening beboersammensætningen. Jeg er ikke tilhænger af, at familier med dårlig social og økonomisk baggrund eller kulturelle problematikker bor i samme område, så jeg ville ønske, der blev arbejdet på at skabe attraktive boligtilbud i andre områder end for eksempel Gellerup.

Her kan læses flere af Ahmets artikler og indlæg