En ung pige fortæller mig glædesstrålende, at hun har fået en kusine. Hendes farbror er blevet gift og har fået en datter.
Pigens mor og jeg, begynder nu nysgerrigt at diskutere, hvorvidt farbrorens ægteskab er arrangeret eller ej, og pigen blander sig i samtalen.
Det tror vi nok, at det er, men vi kan ikke helt regne det ud, og samtalen fortsætter en stund endnu. Pludselig sukker pigen højlydt, kigger på os og udbryder i et bestemt tonefald: ”Men de er glade for hinanden, og så er det vel det vigtigste. Ikke?!”
Jo. Det har hun ret i. Og så er dén samtale i øvrigt slut.
