Noget om kulturmøde og det gode liv
Her først på aftenen sad jeg et par timer på den altan, som vender ud mod det grønne område, og under mig sad/lå en stor gruppe mennesker (garanteret familie) på græsset, mens de havde gang i grill og samovar og børn løb omkring og legede.
I dag var det tyrkere, kunne jeg høre, og flertallet var kvinder i alle aldre.
Dette er en af de ting ved Gellerup, som jeg holder allermest af. Der ånder en helt særlig ro og harmoni, over den måde de er sammen på, og jeg suger det til mig. Det gør mig godt.
Det fik mig til at tænke på, at jeg for nylig igen er blevet anbefalet at læse bogen ”Kontinuum-begrebet” af antropologen Jean Liedloff. (det må jeg have gjort, selvom den er udsolgt fra forlaget).
Ham der anbefalede bogen fortæller, at Jean Liedloff ved sit møde med yequana-indianerne i Venezuela funderede over, hvad der mon var galt med disse mennesker? Siden erfarer hun, at det der er galt er, at de er lykkelige!
Måske kunne vi FÅ noget?
Nu ville jeg aldrig drømme om at påstå, at alle mine 6000 naboer her i et område med store sociale problemer er lykkelige, og her på den anden side af blokken, hvor unge indtil for nylig har rodet med biler og jeg netop stilfærdigt har dæmpet et par knægte, kan det da også synes som en helt anden verden.
Men! Hvem er vi at dømme? Hvem er vi at håne? Hvem er vi at stille os bedre?
Hvem er vi at tage patent på det gode liv?
Det er muligt, at disse kvinder – unge som gamle – føler sig pressede til at bære tørklæde og gå med heldækkende tøj. Og det er mindst ligeså muligt, at de ikke gør.
Vi kunne jo starte med at spørge! Spørge før vi kaster os ud i med tvang at ville gøre nogen frie, før vi ophøjer os til frelsere og før vi ophøjer vores stressede livsstil til den eneste sande.
Hvem ved, hvad der rører sig et andet menneske, hvad der har betydning i hans eller hendes liv, før man har spurgt – og lyttet uden forbehold og ”jeg ved bedst – attitude”?
Vi kunne også undersøge, om vi selv er lykkelige, før vi dømmer andre forkerte, hvis de ikke tænker, føler og handler som os.
Vi kunne endda gå så vidt som til undersøge, om der er noget ved den nærhed, hjertelighed og livsrytme, hvor det er solen, der bestemmer, hvornår samovaren skal slukkes, som vi selv kunne have brug for.
For min del ville jeg ikke være det foruden. Det er godt for MIG.
