Nedenstående indlæg om behandling af såkaldt “funktionelle lidelser” har jeg skrevet til Kristeligt Dagblad d. 1. juni 2012. De ønskede ikke at bringe det, men nu kan det læses her:
I dag d. 1. juni 2012 kan jeg i artiklen ”Tanker kan lindre alvorlige lidelser” læse, at ”Tusindvis af patienter kan blive raske eller få det markant bedre, hvis de lærer at kontrollere deres tanker og følelser…”.
At bøn, meditation, afspænding, kropsopmærksomhedsarbejde, visualisering, psykoterapi m.m. kan udløse store selvhelbredende kræfter er oldgammel visdom og således ikke nogen nyhed. Det er heller ikke nogen nyhed, at den slags kan gøre os bedre i stand til at håndtere og leve med kronisk sygdom.
Det ville imidlertid være en historisk banebrydende og skelsættende verdensomspændende nyhed, hvis danske læger var i stand til at helbrede cancer, diabetes, sclerose, hjerte-/karsygdomme osv. med lignende metoder – og det er der da heller ikke nogen, der påstår at gøre.
Men hvordan kan det da være, at en mindre gruppe læger/psykiatere kan hævde, at kognitiv terapi, motion, psykofarmaka og nu mindfulness er den eneste behandling af sygdomme for hvilke de har opfundet diagnosen ”funktionel lidelse”, og at den endda kan gøre nogle af os raske?
Og hvordan kan det være, at pressen og i dette tilfælde journalist Ulla Skovsbøl fra Kristeligt Dagblad ikke stiller sig bare den mindste smule kritisk overfor denne tilsyneladende banebrydende og skelsættende nyhed?
Ulla Skovsbøl må uden videre have accepteret den hypotese, der ligger til grund for denne behandlingsform, nemlig at der ikke er tale om en ”egentlig fysisk sygdom” – en hypotese der falder, hvis man kaster et blik på den omfattende forskning og kliniske erfaring, som vi i Danmark har valgt at lukke øjnene for.
Multisystemsygdomme som ME/CFS, fibromyalgi, whiplashsyndrom m.fl. skulle således alene kunne tilskrives en overreaktion fra det autonome nervesystem. Der er ikke noget galt ”ude i organerne”, som Andreas Schröder siger i en video fra Forskningsklinikken for Funktionelle lidelser i Aarhus.
Med sin ensidige artikel bidrager Kristeligt Dagblad til den massive og efterhånden systematiske diskrimination og stigmatisering af patienter, der som jeg har en diagnose, der af disse læger er blevet hældt i en fælles rodekasse: ”Funktionelle lidelser”:
”Med det nye behandlingstilbud vil samfundet desuden kunne spare mange penge på førtidspension og nytteløse undersøgelser, mener Lone Fjorback”.
Stigmatisering, fordi det påstås, at vi ikke fejler noget ”organisk”, og at vi ved at lære at kontrollere vores tanker og følelser kan undgå at ligge samfundet til last.
Diskrimination, fordi vi er frataget den ret som andre syge har til at blive ordentligt undersøgt og udredt og få behandling herefter.
I en række tilfælde er der desuden tale om direkte overgreb, som Kristeligt Dagblad altså også bidrager til:
Psykiske overgreb, som består af en underkendelse af patientens egne erfaringer, kendskab til egen krop og psyke og måske endda undersøgelser foretaget i privat regi eller i udlandet, der sort på hvidt dokumenterer organiske fund.
Fysiske overgreb, fordi mange af os i kraft af det sociale systems konstruktion er tvunget til at deltage i behandlingsforløb med motion og medicin, der kan være direkte skadelige for os og forårsage langvarig og meget alvorlig sygdomsforværring og i arbejdsprøvninger, der kan have samme konsekvens.
Alt dette på baggrund af, at nogle patienter, der tilsyneladende fejler noget helt andet, tilsyneladende er blevet raske af en behandling i psykiatrisk regi.
Selv har jeg været syg siden 2004, og blandt andre ting har en arbejdsprøvning og forsøg på genoptræning hos en i øvrigt dygtig fysioterapeut ført til sygdomsforværring, der er så alvorlig, at jeg i vid udstrækning har været bundet til mit hjem og min sofa.
Jeg har en grunduddannelse som psykoterapeut og længere terapeutiske forløb bag mig, der har indebåret såvel kognitiv som dynamisk terapi og kropsarbejde. Dette har givet mig styrken til at komme hel igennem de mange krænkelser, jeg har været ude for på min vej i såvel sundhedssystemet som det sociale system, og det har givet mig redskaber til at håndtere et så omfattende tab og en så alvorlig sygdom i min dagligdag og i mine relationer.
Men det har ikke gjort mig rask. Først efter at jeg, har opsøgt undersøgelser, jeg ikke kan få foretaget i det offentlige system, og først efter at jeg er påbegyndt behandling i tråd med dem, er der foreløbigt sat en stopper for den aggressive og invaliderende sygdomsforværring, jeg indtil videre har oplevet.
At vi patienter med multisystemsygdom ikke fejler noget organisk, er en hypotese, der markedsføres af en gruppe liaisonpsykiatere som værende en sandhed. Det er en hypotese, der kan bidrage til, at vi i Danmark holder os blinde for international forskning, og som udfoldet i praksis kan indebære yderligere invalidering af alvorligt syge mennesker.
Jeg finder det bekymrende, at Kristeligt Dagblad helt ukritisk bidrager til at markedsføre dette med de alvorlige konsekvenser, det har for så mange syge mennesker, og jeg opfordrer i al stilfærdighed til, at I laver noget bedre research på området, sådan at I fremover vil kunne lave en nuanceret dækning af emnet.
Pia Bjerre Christensen
