Kriminelle muslimer?
Stille det er der. Helt bogstaveligt. Det er ramadan, fastemåned, og rigtigt mange familier herude i Gellerup er nemlig samlet til spisning her efter solnedgang.
Men jeg har lige været ude at gå en aftentur, og noget var ikke helt, som det plejer. ”Hvad laver de her unge udenfor? Der er flere end normalt”, tænkte jeg, da jeg gik forbi en gruppe, som stod og hang på et hjørne. ”Skal de ikke hjem og spise?” ”Hej”, ”Dav” og smil, blev jeg som vanligt mødt med, selvom jeg ikke kender dem.
”Måske er der optræk til endnu en ”strøgtur””, tænkte jeg først bagefter? Det vides ikke!! Og mit ærinde er ikke, at løbe med løse rygter – jeg har absolut ingen anelse!!
Men det får mig til at sige til politikere som Karen Jespersen og Lene Espersen, journalister og lederskribenter på JP og andre ”kloge” hoveder:
Så forstå det dog!
Forstå dog, at uro, som den vi oplevede i midtbyen i går aftes, intet har med religion at gøre! At det intet har med religion at gøre, når unge kaster med sten efter brandvæsen og politi eller udøver grov og modbydelig racisme mod grønlændere.
Forstå dog, at imamerne ikke stod ved fredagsbønnen i går og prædikede ”Det er vores by”.
Forstå dog, at disse unge ikke er medlem af nogen muslimsk junta.
Forstå dog, at alt for mange forældre er opgivende og magtesløse.
Hvis det modsatte havde været tilfældet, så havde de unge været hjemme til spisning og præcis kl. 21.36 havde de været i moskeen til bøn!
Nu bliver jeg ærligt talt bekymret for, hvor de i stedet befinder sig om en halv times tid.
Det er en ond cirkel. Og nu råber jeg: Gul, grøn, rød, blå eller hvid – det må nødvendigvis til enhver tid være den, der har overskuddet til det, som skal starte med at bryde den!
Man kunne jo f.eks. starte med at sætte massivt ind med et tiltag for at hjælpe forældrene til at løfte deres ansvar og opgave, før man indfører sanktioner, og man kunne jo også lave ordentlig research, før man skriver en leder om, at flertallet af beboerne her i Gellerup ønsker grønlænderne ud af området.
For det er ikke bare løgn. Det er rigtigt, rigtigt grimt, og det hedder stigmatisering!
Tak for dit indlæg. Vi bringer et uddrag i avisens debatspalte i morgen.
Hilsen
Gerda, Urban