Funktionelle lidelser

Ældre indlæg fra tidligere hjemmeside om såkaldt funktionelle lidelser. Desværre stadig aktuelt.

Udmattelse på celleniveau er et karakteristika ved multisystemiske sygdomme
Funktionel lidelse/somatoform forstyrrelse eller somatisk sygdom?

Forskningsklinikken for funktionelle lidelser har løbende ændret deres retorik. Det kan skabe en del forvirring. Hvad siger de egentlig?

Her belyser jeg det helt centrale ord “funktionel” ud fra klinikkens egen brug af det.

Inden længe kommer det efter planen til at indgå i titlen på en klinisk vejledning fra Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), og medierne anvender det typisk som om, det var en eksisterende og anerkendt diagnose.

Forskningsklinikken anvender det i flere sammensætninger: Funktionel lidelse, funktionel sygdom, funktionelle syndromer og funktionelle symptomer.

På forskningsklinikkens hjemmeside definerer de funktionelle lidelser på denne måde:

“En funktionel lidelse er en sygdom, hvor man er belastet af fysiske gener, som gør det svært at fungere i dagligdagen. Man kan forstå det som en tilstand, hvor hjernen og kroppen er overbelastet og ikke fungerer normalt.”

Funktionel henviser altså til, at der er noget galt i funktionen – at noget ikke fungerer normalt.

Synonym for somatisering, somatoform og psykosomatisk

I en artikel i Ugeskrift for Læger d. 14. juni 2010 (Ugeskr Læger 172/24) med titlen “Ny fælles diagnose for de funktionelle sygdomme” skriver professor Per Fink, seniorforsker Marianne Rosendal, læge Marie Lyngsaae Dam og 1. reservelæge Andreas Schröder, at “Fysiske symptomer uden sikker diagnose er meget hyppig i alle kliniske sammenhænge”, og de angiver så, at ca. 10% af disse patienter, har længerevarende symptomer, der medfører funktionsnedsættelse for patienten.

De skriver endvidere, at “Der anvendes mange forskellige betegnelser for fænomenet, f.eks. medicinsk uforklarede symptomer, psykosomatisk sygdom eller somatisering”.

Efterfølgende gør de opmærksom på, at mange af disse begreber har negativ medbetydning, og at de opleves som stigmatiserende. Herefter skriver de så: “Vi vil her anvende betegnelsen funktionelle eller idiopatiske symptomer og funktionel sygdom som rent deskriptive begreber”.

Der findes ikke et “derfor” i sætningen, men ud af konteksten kan man forstå det sådan, at de foretrækker idiopatisk og funktionel, fordi det er mere neutrale begreber.

I det lys kan man måske også forstå, hvorfor forfatternes arbejdsplads ikke længere hedder Forskningsklinikken for funktionelle lidelser og Psykosomatik, som den gjorde, da de skrev artiklen.

Længere fremme i artiklen skriver forfatterne at “Funktionel sygdom klassificeres i psykiatrien under de somatorme tilstande” – altså forskellige former for såkaldt somatisering.

Indtil videre kan vi altså konkludere, at funktionel lidelse og funktionel sygdom er synonymer for bl.a. psykosomatisk sygdom, somatisering og den psykiatriske diagnosekategori “somatoforme tilstande”, og at de ansatte ved forskningsklinikken selv forstår “funktionel” som neutralt og deskriptivt på den måde, at det henviser til en funktionsnedsættelse.

Inkluderer fysiske sygdomme på tvivlsomt grundlag

Læger ved forskningsklinikken foreslår imidlertid ikke bare en mindre belastet betegnelse for den helt korrekt omdiskuterede og kritiserede diagnosekategori for somatoforme tilstande. De også ønsker denne udvidet med en række velbeskrevne fysiske sygdomme.

Ifølge ovennævnte artikel er bl.a. bækkenløsning, fibromyalgi, kroniske lændesmerter, ME (CFS/kronisk træthedssyndrom), kæbeledsdysfunktion, duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS) og whiplash-relateret tilstand også funktionelle lidelser/somatoforme tilstande, og de betegnes som “funktionelle somatiske syndromer”.

Jf. ovenstående betragter forfatterne altså en lang række fysiske sygdomme som somatoforme tilstande eller psykosomatisk sygdom.

De argumenterer for, at medicinske diagnoser for ovennævnte og en række andre sygdomme, simpelthen er opstået pga. manglende accept af den somatoforme diagnosekategori.

Aha! Fordi læger og forskere ikke accepterer de psykiatriske diagnoser på dette område i deres nuværende form, har de simpelthen opfundet nogle fysiske sygdomme. Per Fink, Marianne Rosendal, Marie Lyngsaae Dam og Andreas Schröder har altså kendskab til, hvilken drivkraft der ligger bag deres kollegers biomedicinske forskning. Det må jeg nok sige.

Som argument for at disse mange sygdomme skulle være funktionelle/somatoforme anfører de desuden, at der mellem flere af dem findes store overlap. Det er jo korrekt, men det gælder f.eks. også for forskellige gigtsygdomme, og forskellige former for cancer. Det gør jo ikke disse sygdomme til somatoforme tilstande. Eller?

Endelig argumenterer de med, at det er fælles for disse diagnoser, at de er eksklusionsdiagnoser baseret på subjektive klager og provokerede kliniske fund og ikke på objektive kliniske eller parakliniske fund.

Til det er der for det første at sige, at enhver sygdom jo er uden objektive fund indtil det øjeblik, hvor man ved, hvad man skal lede efter.

For det andet er argumentationen karakteriseret af et totalt fravær af inddragelse af de omfattende biomedicinske forskningsresultater, der f.eks. i en alvorlig sygdom som ME dokumenterer talrige fysiske fund i forhold i forhold til bl.a. infektioner, immunforsvar, energiproduktion på celleniveau, ernæringsmæssige mangler o.m.a., ligesom årtiers kliniske erfaring blandt læger, der har specialiseret sig i de sygdomme, jeg under et vælger at kalde multisystemsygdomme, heller ikke nævnes med et ord.

Konklusion

Begreberne funktionelle lidelser og funktionel sygdom er en reformulering af begreberne psykosomatisk sygdom, somatisering og den nuværende diagnosekategori somatoforme tilstande, og de indebærer en udvidelse af denne til også at omfatte en række velbeskrevne sygdomme med egne medicinske diagnoser, som antages at være udviklet på baggrund af manglende accept at den somatoforme diagnosekategori.

En høj pris

Så indtil den dag, hvor den internationale biomedicinske forskning finder frem lige netop de biomarkører og lige netop de tests, der kan tilfredsstille den konventionelle medicin, medicinalindustrien og andre interessenter, da må et stigende antal mennesker som jeg selv finde kreative veje og huller i systemet for at få udredt og behandlet vores sygdom.

Alternativt vi må affinde os med den totalitære magtudfoldelse, det er, når det offentlige sundhedsvæsen, private alment praktiserende læger og det sociale system er givet bemyndigelse til at idømme fysisk syge mennesker psykiatriske diagnoser og et liv med ubehandlet eller fejlbehandlet sygdom. Fejlbehandling, der i nogle tilfælde koster lang- eller livsvarig sygdomsforværring.

Patienterne betaler altså prisen i form af voldstolkning, diskrimination og ulevet liv og i sidste ende måske dødsfald. Men ubehandlet og fejlbehandlet sygdom er også dyrt for samfundet, og det kan indenfor overskuelig tid blive meget dyrt for den danske lægestands internationale omdømme.