Gaza
Levende mennesker der brænder. Kroppe der splintres. Børn der skriger i rædsel mens bomberne falder. En massakre.
Ingen vand. Ingen mad. Mangel på el. Mangel på medicin. En humanitær katastrofe.
Disse ord er mine. Men i fredags til fredsdemonstrationen herude i Gellerup spurgte Rabih Azad-Ahmad i en af de taler, der blev holdt:
”Hvordan kan de gøre det? Hvordan kan mennesker, der selv har været udsat for grusomheder, som jøderne blev det under nazismen, begå sådanne handlinger?”
Og et af svarene er: Det er derfor!
For det, der bliver gjort imod os, det bliver vi. Det bestemmer vi ikke selv. Det eneste vi kan gøre er, at tage ansvar og ejerskab for, hvordan vi forvalter det.
Nogen vender det udad. Nogen vender det indad. Andre vender tilbage til livet.
Dét kræver en særlig menneskelig styrke – og oftest en hjælpende hånd fra et MED-menneske.
Holocaust. Det er jødernes historie.
Al – Nakba. Det er palæstinensernes historie.
60 år med udryddelse, overgreb, fordrivelse, ydmygelser og diskrimination.
Og nu? 47 % af Gazas befolkning er børn. 98 % af dem, har været udsat for terroroplevelser. De er Gazas næste voksne – som Per Schultz Jørgensen skriver i et fremragende indlæg i lørdagens Politiken, uden at jeg i øvrigt skal tage ham til indtægt for mine holdninger.
98 % af Gazas kommende voksne er traumatiserede!
Så hvad gør vi Danmark?
Ja først og fremmest så fralægger vi os omgående den primitive retorik og tankegang, der knytter sig til ”øje for øje og tand for tand”.
Vi lægger pres på Israel, så de holder deres tropper ude og ophæver blokaden mod et folk, hvor hovedparten lever under fattigdomsgrænsen. Vi opfordrer til og deltager i en international fredsbevarende styrke! En politiindsats er godt men langt fra nok.
Vi lægger naturligvis også pres på Hamas, og det forudsætter altså, at befolkningen har et alternativt valg.
I tillæg til akut humanitær hjælp, med alt hvad det indebærer, og udviklingshjælp, der bygger på empowerment-metoder og andre respektfulde principper, udsendte diplomater og folk med forstand på konfliktløsning – så stiller vi med intet mindre end en HÆR af psykiatere, psykologer og psykoterapeuter, og vi tilbyder akut såvel som længerevarende krisehjælp og traumebehandling.
Sideløbende uddanner vi naturligvis lokalbefolkningen til selv at kunne løfte opgaverne i takt med, at de genvinder kræfterne.
Dette er bogstaveligt talt livsnødvendigt! Måske det allervigtigste vi kan gøre for demokratiet overhovedet. Det, der bliver gjort imod os, det bliver vi.
Og – lad mig bare gentage mig selv – vi holder én gang for alle op med at forsvare mordere, voldsmænd, løgnere og tyveknægte bare fordi de sidder i en regering.
Zionister eller islamister. Vi respekterer, at de rent faktisk er valgt, men vi støtter ikke deres handlinger.
Vi – her i det civiliserede Danmark – støtter naturligvis i stedet åbent og aktivt alle folkelige demokratiske kræfter, der arbejder for fred og sameksistens, uanset deres religiøse, etniske og nationale tilhørsforhold!
Eller? Det er på tide med en helt ny dagsorden:
Fra nu af tilbyder det civiliserede Danmark i samarbejde med alle andre gode kræfter LIVSHJÆLP og beklager det meste af, hvad vi hidtil har sagt, gjort og ikke gjort i denne konflikt.
Indlægget her har jeg skrevet til JP for nogle dage siden, men da de ikke har orienteret om, hvorvidt de har tænkt sig at bringe det, poster jeg det her af hensyn til aktualiteten.
Desværre ikke tid til diskussion i aften :´-(
Godt indlæg Pia 😉
Cheers B:o)
Tak Bo 🙂
Gid det var så enkelt. Men det er meget svært at forholde sig til. Både til Palestinenserne plageånder og til Israelernes følelser overfor et folk der ønsker dem udryddet og kastet i havet. Og som ideligt kaster sprængstoffer i hovedet på dem, i håb om at dræbe så mange som muligt.
En Israelsk soldat kan sagtens være far til et par børn, der er blevet slagtet af nogle Palestinensiske “frihedskæmpere”.
Vi, her i vores komfortable lille land, har ikke en jordisk chance for at sætte os ind i de følelser der rører sig dernede.
Vi kunne jo også spørge : Hvorfor lader vi, i apati, mere end 1000 børn dø hver eneste dag i Afrika, når det eneste de mangler er mad, og vi har så rigeligt.
Jeg synes at det er forloren omsorg, når man enøjet fokuserer på en enkelt gruppe. Især når så mange har det så meget dårligere.
# 4
Om igen Allan! Dette indlæg fokuserer netop ikke på en enkelt gruppe, og det forsøger ikke at forenkle tingene…
minimum 3000 raket angreb mod israel sidste år, alle mod civile mål, jeg ved ikke om du selv har børn, men ville det ikke sræmme dig, og få dig til at foragte din nabo?
#5 Den målsætning er du så langt fra at indfri, som man overhovedet kan være.
#5
Dit indlæg er en håbløs forenkling af det faktum at palæstina og deres “tapre frihedskæmpere” agerer som frontkæmpere og spydspidser i den hellige sag at genvinde jerusalem til islam.
Det er muligt at du fra et følsomt kvindeligt perspektiv kan ignorere alle historiske fakta, men israelerne ved godt hvad der vil ske hvis islamisterne vinder overmagt.
Palæstinenserne er kun deres frontsoldater i den kamp.
Der har lige igen været en video på youtube hvor man ser hvorledes palæstinenserne opildner små børn til at stå omkring en soldat der skyder mod israelerne, når så dise børn bliver ramt, er det så israelernes skyld?
Ovennævnte videoer har der været stripevis af på youtube, men stadigt er der venstreorienterede kvinder i DK der ikke forstår at palæstinenserne er ligeglade med deres egne børn, at de hellere vil bruge dem i deres politiske religiøse kamp end at sikre deres overlevelse.
Godt indlæg!
Og i vid udstrækning er det sandt:
“For det, der bliver gjort imod os, det bliver vi.”
Men det er ikke helke sandheden, fo så ville al udvikling være umulig: man ville kun kune være det, man var gjort til. Men visse mennesker har tilføjet samfundet noget, det ikke have i forvejen. Disse mennesker har på sin vis vendt princippet om: “Det jeg gør ved samfundet, det bliver det!”
– Og det er jo logisk set lige så sandt 😉
En anden måde at sige “For det, der bliver gjort imod os, det bliver vi.” på, er følgende: “Det er samfundets skyld!” Og når det handler om små børn er det meget sandt. Men efterhånden bliver vi voksne. Dermed følger for det meste erkendelsen af, at man kan vælge, og at man kan gøre en forskel. Med denne erkendelse følger så det egentlige ansvar proportinalt.
# 6 og 8
Den forråelse du henviser til er netop kernen i mit indlæg, og hvis vi, der burde have overskuddet, fortsætter vores hidtidige politiske linje, og hvis du får magt, som du muligvis har agt, bliver din historie om et særligt ondskabsfuldt og modbydeligt folkefærd selvbekræftende. “Hvad sagde vi?!”
Palæstinensernes historie overser du helt, men jeg er kort omkring det i mit indlæg og lader det ligge her.
Din ondskabsfulde generalisering og stempling af disse mennesker, får mig bogstaveligt talt til at ryste. Jeg får lyst til at kaste alverdens skældsord efter dig, men jeg inviterer dig i stedet på kaffe, og du skal være velkommen.
Kom til Gellerup og mød et MED-menneske!
#7
Ali, jeg håber ikke, du har ret. Og under alle omstændigheder, må vi hver især gøre det, vi nu engang kan. Opgivelse fører kun til mere had. Peace!
#9
Knud, det er derfor, jeg skriver, at “det eneste vi kan gøre er at tage ansvar og ejerskab for, hvordan vi forvalter det” – erkendelsen er første skridt ud af såvel offer- som bøddelrolle!
I øvrigt er jeg også enig med dig i, at det, et menneske består af, ikke alene afgøres af, hvad der bliver gjort imod os. Hvordan det hænger sammen, kan vi blive klogere på, men en del af denne indsigt, hører vel også i bund og grund “livsmagten” til. Vi er, Gud-ske-lov, ikke herre over alt.
Jeg har for nylig set Bille Augusts Mandela-film, som gjorde et enormt stort indtryk på mig. Dén kan ikke forenkles.
I denne sammenhæng har jeg blot lyst til at fremhæve, at den for mig er et stort eksempel på, hvordan en menneskelig relation (her mellem Mandela og hans “fangevogter”) og fornyet indsigt, kan føre til både personlig og samfundsmæssig udvikling.
Hav en god dag!